Vi undrer os over at nogen kan få en så vanvittig og følelseskold idé.

thumbnail for this post

Den 27.9.2019 blev vores barnebarn ( Enes på knap 3 år ) indlagt på H2 på OUH. Han havde været dårlig et stykke tid og skulle så til undersøgelse. Vi forsøgte flere gange i løbet af dagen, uden held, at få kontakt til vores datter og svigersøn. Først om aftenen fik vi kontakt til en læge, der gav os den forfærdelige besked, at vores barnebarn havde fået konstateret leukæmi. Hun bad os om at komme derud, men sagde, at vi skulle køre forsigtigt. Hun vidste selvfølgelig, at det var et frygteligt chok for os. En halv time senere var vi på OUH. Det var en aften hvor der blev fældet mange tårer. Vi vidste, at det var en alvorlig sygdom, og vi forestillede os det værste. Et meget kompetent personale forsøgte at berolige os , men vi var naturligvis meget nervøse for hvordan det skulle gå.

Her et år senere kan vi heldigvis konstatere at behandlingen er gået godt. Takket være en topprofessionel og menneskelig stab på H2 er alt gået efter planen, og vi tror på en god fremtid for vores barnebarn. Vores datter og svigersøn har kørt mange ture fra Vissenbjerg til OUH ( ca 15 min.). Det har drejet sig om indlæggelser, kortvarige behandlinger eller når Enes pludselig har fået det dårligt. Det har været altafgørende at bo så tæt på sygehuset. Det har også været vigtigt for os som bedsteforældre, at vi har været tæt på og har kunnet støtte så meget som muligt.

Det ville have været fuldstændig uoverskueligt hvis det hele skulle foregå i København. Hvordan skulle vi kunne holde sammen på familien og samtidig sørge for at barnet fik den rette behandling , hvis der skulle køres 200 km hver vej?

Vi undrer os over at nogen kan få en så vanvittig og følelseskold idé.

Med venlig hilsen

Hanne og Ragnvald Graversen, Vissenbjerg

Mormor og morfar til Enes