Tidligere overlæge på OUH har tidligere skrevet om at arbejde som børneonkolog, og brænde ud

thumbnail for this post

Kollegerne i Ålborg, Århus, Odense og København knokler alle for det enkelte barn og derfor er denne undersøgelse, igangsat efter kontakt fra Rigshospitalets professor til SST også ekstrem uheldig. Fordi det har taget fokus fra det det handler om: behandlingen af børnene og varetage familierne. Måske ikke på Rigshospitalet, men på de 3 andre afdelinger har det ikke været sjovt at skulle arbejde under det pres og samtidig være der for børnene. For hverdagen er hård for alle børneonkologer og som den også er for alle andre på arbejdsmarkedet og med det ekstra pres der kom, er stor risiko for at de brænder ud. Tidligere overlæge fra OUH, Mogens Hejl har tidligere beskrevet hvordan det er at arbejde som børneonkolog og så brænde ud og den gang var det også efter et angreb på hans afdeling på OUH fra Sundhedsstyrelsen.

https://www.berlingske.dk/samfund/da-ildsjaelen-braendte-ud

Møderne har ikke været med deltagelse af landets børneonkologer men har primært været et møde for repræsentanter fra afdelingernes ledelser, sygehus direktører, repræsentanter for børnekræftudvalget i Dansk Pædiatrisk Selskab, formanden for det Dansk Børne Cancer register og formanden for selskabet for de danske børneonkologer, hvor de to sidst nævnte har været fra Rigshospitalet. Baggrund for drøftelsen var organiseringen af børnekræft området i Danmark. Der skulle på intet tidspunkt diskuteres faglighed og alligevel ender det med at de tre sygehus direktører fra Aalborg, Odense og Århus føler at Helene Probst har besluttet sig for at samle al behandling på Rigshospitalet uden på noget tidspunkt at have ville diskutere faglighed, overlevelses tal eller fremvise reel dokumentation for hvorfor en centralisering skulle give børnekræftbehandlingen et løft i Danmark. For nuværende er al kræftbehandling givet på baggrund af internationale protokoller. Dvs. Ingen behandling af det enkelte barn er en dansk måde at gøre det på, men er som minimum noget man er enige om i Norden og Baltikum som en del af NOPHO samarbejdet eller også er det med endnu flere lande fra resten af Europa. Og derfor er resultaterne også ens i hele landet. Når der er tvivl om behandlingerne, bliver de drøftet af repræsentanter fra alle afdelinger og ofte også med udenlandske kolleger. Fordi alle vil det bedste. Og var der en behandling som var bedre et andet sted, så ville ingen børnekræftlæge forlange at barnet skulle behandles på deres eget afsnit, men gladeligt sende barnet derhen hvor det var bedst. Det har man i mange år gjort ved at sende Børn til strålebehandling i Houston. Hvis man mente at erfaring og antal patienter var vigtigst, skulle man have bibeholdt denne løsning og ikke bygget et nyt protonstrålecenter i Århus. Men heldigvis drøftede man her faglighed, hvorfor man selvfølgelig kan bestråle kræftbørn i Danmark, med nøjagtig de samme gode resultater. Fordi også her er det et stort internationalt samarbejde. For 10 år siden centraliserede man sarcom behandlingerne til kun at være i Århus og København. Men det har ikke ændret på overlevelsen for denne gruppe. Det er en mindre gruppe, men vigtig gruppe, hvor dødeligheden er stor og når en centralisering ikke ændrer på overlevelsen, skal man måske også her begynde at diskutere om hvad der er bedst for den enkelte familie og barn. Holland har måske været en rollemodel for denne diskussion. Forskellen er at man i Holland byggede en helt ny børnekræft afdelingen, med en geografisk central placering og det er ikke det man gør i Danmark. Så skulle BørneRiget have været placeret imellem Middelfart og Vejle.

Så kære SST. Giv børneonkologerne arbejdsro og også de andre specialer. Lad børnene og familierne blive behandlet efter nærhedsprincippet og såfremt der en dag er belæg for at en centralisering vil gøre at flere børn overlever en given sygdom, så er jeg ikke i tvivl om at alle børneonkologer og børnelæger vil bakke op om den beslutning.